Bruce i Herning

I videoen ses Bruce med en af de fantasifulde sangønsker. Det er vistnok en guitar – som han i øvrigt knækkede på et senere tidspunkt i koncerten.

Bruce Springsteen er vel en af verdens få nulevende hvide, sjældne rockhanelefanter. Et kraftværk, som Leth ville sige. Og det viste han også i aftes i Herning. Jeg har aldrig troet, jeg skulle se ham selv. Men live-pladerne og rygtet taler sandt. Bruce Springsteen er inkarnationen af maskulinitet og vitalitet. Om det er professionel, indstuderet autenticitet eller virkelig, autentisk autenticitet kan man spekulere længe over. Men brænde igennem, det gør han sgu. Med store armbevægelser, kæmpe svedplamager, stærkt anstrengte halsmuskler og fuld skrald på alle instrumenter nåede han i hvert fald ind til mig. Det er hans styrke, men også hans svaghed. Hans musikalske udtryk virker nogle gange lidt firkantet og lidt klodset – som når han synger “Surprise, Surprise” som gjaldt det selve livet. Rockelefant i en glasbutik.

Og medlemmerne af E Street Band kan ikke helt mønstre den samme begejstring med deres ‘endnu en aften på kontoret ‘ – udtryk. Saxofonisten Clarence Clemons havde tydeligvis fået at vide, at han skulle kigge og pege ned i storskærmskameraet, så alle ude på bagerste række kunne være med, men det virkede netop indstuderet efter de første 2 gange.

Jeg vil ikke kalde mig hardcore-fan, men jeg har da fulgt ham gennem årene. Jeg mødte ham første gang, på et af de blandede kassettebånd, vi lavede hos min første musikalske klassekammerat og mentor, da jeg var 12-13 år. Her blev min musiksmag opgraderet.
Fra “Born In the U.S.A.” LP’en valgte vi “No Surrender” og “I’m goin’ down” og gik dermed bevidst og med kendermine udenom de oplagte hits på pladen. Det kassettebånd har jeg vist slidt op.

Da jeg fik min første pladespiller, købte jeg pladerne selv. “Born In The U.S.A.” var vist den første. Så udgav han “Tunnel Of Love” i 1987 og den plade står stadig som et mesterværk, selvom den var markant anderledes end E Street Bands sound. Der er uendeligt langt fra “Two Faces” og “One Step Up” til “Born in the U.S.A.”.

Ved koncerten i går åbnede han med “Badlands”, og så fulgte “No Surrender”. Lyden mudrede desværre en del, det var svært at skelne instrumenterne fra hinanden. Men Bruces sang og guitar brændte igennem. På “My Lucky Day” forstod jeg ikke hvorfor Steve van Zandt absolut skulle synge kor – det lød mildest talt elendigt. “Johnny 99” er en tragisk historie om Johnny der idømmes dødsstraf, da han bliver desperat af arbejdsløshed og dræber en tilfældig kontornusser. På “Nebraska” kører sangen med guitar og mundharpe, og Bruce fortæller historien med passende indlevelse. I går fik vi en røvballe – udgave med et tungt 4/4 groove og smil på læben fra Roy Bittan. Det forstår jeg altså ikke. Er det for at give folk opmuntring i krisetider?

E Street Bands rutine giver mulighed for at lave “De ringer-vi spiller” ca. midtvejs i første sæt. På Springsteens hjemmeside kan man se Bruces håndskrevne sætliste – her er der 3 spørgsmålstegn, som altså udfyldes af ønsker fra publikum. Han spillede faktisk 4 numre mere, end han havde planlagt – det kan selvfølgelig også være planlagt. Fans i indercirklen havde skrevet titler på papskilte, som Bruce selv gik ud og samlede ind. Disse papskilte er jo også meget storskærms-venlige og publikum får indflydelse og medejerskab på festlighederne. En slags web 2.0 tænkning. Det blev “Hungry Heart”, “Rendezvous”, “Mony Mony”, “Thunder Road”, “Prove It all night”, “I’m on fire”, “Surprise, Surprise”.

“Thunder Road” er et fantastisk nummer med den suggestive første strofe:


The screen door slams
Mary’s dress waves
Like a vision she dances across the porch
As the radio plays
Roy Orbison singing for the lonely
Hey that’s me and I want you only
Don’t turn me home again
I just can’t face myself alone again
Don’t run back inside
darling you know just what I’m here for
So you’re scared and you’re thinking
That maybe we ain’t that young anymore
Show a little faith, there’s magic in the night
You ain’t a beauty, but hey you’re alright

Det er næsten en film. Som at være der selv. Og publikum sang “you ain’t a beauty, but hey you’re alright” til deres kæreste.

Jeg fik simpelthen kuldegysninger, da de første harmonikatoner til “The River” lød og jeg sang med på en af hans bedste strofer:


I come from down in the valley
where mister when you’re young
They bring you up to do like your daddy done
Me and Mary we met in high school
when she was just seventeen
We’d ride out of that valley down to where the fields were green

Den sidste linje kunne jeg ikke huske, men her tog bossen så over. Det var fedt!

“Born to Run” var afslutningen på første sæt og burde have været afslutningen på koncerten. Som ekstranumre kom “American Land” som er for meget Lars Lilholt efter min smag og “Twist and Shout” var et hit, men på en eller anden måde ikke rigtig som afslutning på en Springsteen koncert.

Der var 4 numre fra den nye CD; “My Lucky Day”,” Outlaw Pete”, “Working On A Dream” og “Surprise, Surprise”, hvoraf ‘Working’ fungerede bedst. Det er måske også bedste bud på en ny Springsteen-klassiker.

Jeg forstår godt, hvorfor Bruce Springsteen indimellem holder pause fra “E Street Band”. Det er helt tydeligt Bruce Springsteen, der trækker læsset musikalsk. Han er helt klart indpisker og dirigent på scenen. Han tæller for ved alle numre (I Bruces blå bog står under “ofte hørt: 1-2-3-4 ! “) og til sidst fik alle i bandet et klap af “The Boss” som tak for dagens arbejde. Men det er jo også hans musik og hjerteblod. En dansk parallel kunne være Steffen Brandt og TV-2.

MCH har gjort et scoop ved at få Bruce Springsteen til Herning, men der skal stadig arbejdes med logistikken. Udslusningen fra pladsen virkede ikke for godt. Jeg stod tæt på tribunen i højre side, og det var ulogisk at man ikke lukkede folk ud sammen med publikum fra indercirklen. I stedet blev vi ledt udenom tribunen, hvilket betød en unødvendig gåtur udenom MCH Arena. Der var lidt kaos fordi folk hoppede op fra pladsen på tribunen for at komme hurtigere ud. Der skal være flere udgange, og de skal markeres tydeligere.

Det var en glimrende koncert, og jeg glæder mig allerede til Coldplay den 16. august. Hvornår kommer U2?

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: