Oktober 2009 blev den hidtil blodigste måned for det amerikanske militær, skriver New York Times.
8 amerikanske soldater mistede livet tirsdag og i alt 53 soldater er dræbt i denne måned, og det er altså det højeste tal siden invasionen i 2001.
Under vietnamkrigen fra ca. 1960-1973 mistede USA 58.000 soldater, mens tabstallet for Afghanistan ”kun” er på 906 (Ifølge Icasualties ). Der er altså meget store forskelle på de to konflikter, men der er også nogle ligheder.
I Vietnam kæmpede USA en såkaldt asymmetrisk krig mod Vietcong, en low-tech guerilla-bevægelse, som var svære at skelne fra civile. Amerikanske soldater dræbte tusinder af civile vietnamesere, mens de forsøgte at finde fjenden. USA tæppebombede Vietnam fra luften for at undgå tab, men Vietcongerne kravlede ned i deres huller og kom op igen, når flyene var væk.
I Afghanistan bruges ”smart bombs” og dronefly. Hvor mange civile afghanere, der er slået ihjel, kan vi kun gisne om. Nyhedsmedierne bringer ikke mange billeder fra kampzonen.
I Vietnam voksede det militære engagement støt og roligt indtil USA i 1968 havde ca. 500.000 soldater i Vietnam. I Afghanistan er der nu ca. 68.000 amerikanske soldater . Afghanistan er dobbelt så stort som Vietnam, og der er da også flere kræfter i militæret, som gerne vil have væsentligt flere soldater sat ind . Men hverken USA eller de andre NATO-lande har lyst til at lægge flere ligposer til.
I Vietnam overtog USA en kolonikrig fra Frankrig, der udviklede sig til en grotesk styrkeprøve under den kolde krig. USA allierede sig med Sydvietnams diktator Diem, som ikke ville holde frie valg, og som fængslede og torturerede politiske modstandere, fordi USA var ”nødt til” at inddæmme kommunismen. Formålet med krigen blev stadigt vanskeligere at se og fastholde troen på, og den blev meget upopulær i den amerikanske befolkning.
I Afghanistan startede det jo med Al Qaeda. Nå, nej, det startede med Irak. For Saddam Hussein støttede jo Al Qaeda, gjorde han ikke? Og helt i starten var der jo 9-11. Nu ved jeg det: Afghanistan er gengæld for/sikring mod 9-11.
Der var det : Det er ”krig mod terror”. På udenrigsministeriets Afghanistan portal kan man læse at :
Formålet med den danske indsats er at forhindre at landet igen bliver et fristed for terrorister.
Men formelt er krigen en slags forvokset afghansk politiaktion. Det internationale samfund hjælper den afghanske regering med at få styr på deres eget land, og NATO har da også et FN-mandat. Så der er ikke noget at komme efter.
Jeg er helt med på, at vi må støtte kampen mod terrorisme, men det er jo Taliban-bevægelsen og ikke Al Qaeda, vi skyder på. Er Taliban en terrorbevægelse? Vel ikke mere end så mange andre oprørsbevægelser rundt om i verden. Er det antidemokratiske fundamentalister med en forfærdelig politik? Ja, da. Men er det prisen værd at bekæmpe dem?
Danmark har mistet 27 soldater i alt, senest 1 i sidste uge. Den 9. April 1940, hvor dansk territorium var direkte truet faldt 13. Det er i sandhed en globaliseret verden, vi lever i.
Jeg kunne godt tænke mig at være en flue på væggen i statsministeriet og udenrigsministeriet, når de diskuterer Danmarks engagement i Afghanistan. For efter det afghanske farcevalg synes jeg efterhånden det bliver vanskeligere at holde fast i begrundelsen for at være der. Karzai har jo ikke et demokratisk mandat fra den afghanske befolkning.
Bidrager de danske styrker i Afghanistan til Danmarks sikkerhed ? Næppe. Terrorismen er global. Al Qaeda-ledere, heriblandt mr. Bin Laden himself har angiveligt søgt ly i Pakistan – burde vi så ikke føre krigen videre der?
I dag er to terrormistænkte anholdt i Chicago – meget langt fra Helmand. Hvis vi følger rationalet bag Afghanistan-krigen, bør vi altså gå i krig mod Chigaco, da de giver ly til terrorister!
Den eneste rationelle grund til at være i Afghanistan er i mine øjne den politiske goodwill vi får ved at støtte vores vigtigste allierede siden 2. Verdenskrig, USA.
Hvis jeg var udenrigsminister, ville jeg prøve at få udarbejdet nogle forskellige exitstrategier, men det er de sikkert også i fuldt sving med over there. De har jo erfaringen fra Vietnam.
Adjunkten 
Morten Henriksen said
Jeg er enig i det meste af, hvad du skriver. Jeg har alligevel to anker.
1)
” Den eneste rationelle grund til at være i Afghanistan er i mine øjne den politiske goodwill vi får ved at støtte vores vigtigste allierede siden 2. Verdenskrig, USA.”
Har vi ikke trods alt en forpligtelse overfor det land, som vi har været med til at invadere? Altså forstå mig ret – det ser ikke godt ud for “the war on terror” i Afghanistan lige nu, og måske ser det endda endnu værre ud for vores forsøg på at reformere landet, jvf. valget, som du selv skriver. Men jeg mener, at der er en tendens til at glemme, at “rydde op” efter sig selv, så at sige. Landet har ikke ligefrem fået det bedre på grund af FN og NATOs invasion af Afghanistan – skylder vi ikke i det mindste Afghanerne at sørge for, at landet er i en bedre stand, reelt, end da vi invaderede det? Er det ikke forkert at måle vores tilstedeværelse i et land, altså som krigsførende magt, på hvorvidt man får nogen gevinst ud af det, eller ej? Jo, der dør danske soldater, og andre soldater fra forskellige andre lande, men det er trods alt krig. En krig som vi startede mod et andet land, selvom vi sagde, at vi var på jagt efter Bin Laden? Jeg siger ikke, at tilstedeværelsen af soldater skal være der, selvom det ikke nytter, jeg siger blot, at der ikke er forsøgt nok endnu for at retfærdiggøre vores tilbagetrækning.
2)
“Hvis jeg var udenrigsminister, ville jeg prøve at få udarbejdet nogle forskellige exitstrategier, men det er de sikkert også i fuldt sving med over there. De har jo erfaringen fra Vietnam.”
Det tolker jeg som om, at du godt mener, at man kan sammenligne Vietnam-krigen med Afghanistan. Det kan man for så vidt også i forhold til den fjende, som der kæmpes imod og man kan vel også drage paralleller omkring forventningen om en hurtig sejr, der blev skiftet ud med en langvarig krig, hvis popularitet kun er dalende. Men den afgørende forskel, mener jeg, er at USA ikke står alene som det krigsførende og invaderende land. Der er jo givet et FN-Mandat til invasionen! De står ikke alene, og alle de bebrejdelser som krigen fører med sig sætter sig ikke kun på et land. Det sætter sig netop på de alle de krigsførende parter. Derfor vil den samme “skam”, der ramte USA efter Vietnam, ikke ramme hverken USA eller resten af den vestlige verden i så høj grad.
Når det er sagt, godt oplæg og superspændende artikler herinde 🙂
Adjunkten said
ad 1) Jo, vi har en forpligtelse til at rydde op – men vores allierede har ikke viljen til at bruge den militære kapacitet der skal til.
I slutningen af 1940’erne deltog ca. 1 mio. allierede soldater og civile i fredsbesættelsen af Tyskland. Det er noget lignende, der skal til i Afghanistan.
ad 2) NATO har FN-mandat, ja, og det giver selvfølgelig missionen legitimitet til forskel fra Vietnam-krigen. Men mandatet hjælper jo ikke meget, når ingen vil ofre de soldater, der skal til.
Mandatet blev fornyet den 13. oktober, dvs. før 2. valgrunde blev aflyst.
Det er noget lort – vi kan ikke lade afghanerne i stikken, men jeg synes heller ikke vi kan støtte en halvhjertet militær indsats som ikke vil nå målet.
store bryster said
Hi, after reading this amazing paragraph i am as well delighted
to share my know-how here with colleagues.